Hvad kæmper Desi for?

1. Gennemsigtighed og borgerinddragelse

"Et stærkt demokrati kræver åbenhed og sammenhæng."

Fordi jeg har oplevet konsekvenserne af et truet demokrati, vil jeg styrke vores med gennemsigtighed, sammenhæng og reel borgerinddragelse – til gavn for mennesker, natur og de nye generationer. Beslutninger skal tages i fællesskab – ikke hen over hovedet på borgerne. Ældreboliger skal bygges som reelle løsninger, ikke som påskud for at undgå byggestop. Når der plantes træer eller bygges nyt, skal det ske med hensyn til både natur, borgere og erhverv – uden at kvæle de lokale socialøkonomiske virksomheder eller spærre børnenes skole cykelstier.

2. Sund økonomi med omtanke

"En klog økonomi bygger på ærlighed og respekt for mennesker."

Med min baggrund i finans og strategi har jeg skabt kreative løsninger, især når midlerne var begrænsede. Økonomi handler ikke kun om budgettal, men om at skabe værdi for borgerne – ikke mere administration, advokater og fejlslagen kommunikation. Beslutninger skal hænge sammen: bygger vi boliger et sted, skal vi også sikre institutionspladser dér. Som mor bekymrer det mig, at vores skole presses så hårdt, at både børn og lærere svigtes. For store klasser og udbrændte lærere betyder, at vi mister det vigtigste: et trygt og stærkt fundament for vores børn.  

3. Bæredygtighed og teknologi

"Vi skal passe på naturen – og bruge teknologi som beredskab."

Udvikling handler ikke kun om at bygge nyt, men om at passe på det, vi har – både naturen og lokalsamfundet. Jeg vil modarbejde overtrædelser af lokalplaner, så vi undgår unødige konflikter, spildte ressourcer og problemer som plastforurening og beskidt vand i åen. Grøn energi kan både skabe tryghed og styrke erhvervslivet. Mit eget hjem er næsten selvforsynende med solceller og jordvarme, fordi bæredygtighed også er beredskab. Med et ben solidt plantet i den lokale virkelighed og et andet i den globale kontekst, vil jeg udbrede de gode erfaringer med grøn energi og smarte løsninger kan udbredes til hele kommunen.

Hvem er Desi?

Jeg hedder Desi Poulsen, er gift med Henrik og mor til to drenge på Allerslev Skole – én i mellemtrinnet og én i indskolingen – og jeg tror på, at børnene er Lejres fremtid. 

Lejre har været min families hjem i otte år. Jeg er født i Bulgarien i et totalitært system og jeg tog min universitetsuddannelse i USA hvor demokratiet i dag er truet. Jeg har oplevet, hvad det betyder, når demokratiet ikke fungerer, og derfor vil jeg kæmpe for gennemsigtighed, borgerinddragelse og et stærkt lokalt fællesskab. 

Privat har vi fremtidssikret vores hjem, som i dag er næsten selvforsynende med solenergi og jordvarme. Som mine sønner har lært mig på fodboldbanen: man skal løbe dérhen, hvor bolden er på vej – ikke hvor den ligger nu. 

Professionelt har jeg arbejdet i 20 år i krydsfeltet mellem strategi, økonomi og innovation i nogle af verdens mest komplekse industrier: pharma og MedTech. Jeg har skabt resultater gennem vidensgrundlag i beslutningerne, kreativ problemløsning, samt tværfagligt samarbejde, fx i Lundbeck hvor jeg optimerede værdikæden fra vugge til grav – pipeline, global lancering og etablerede produkter. Jeg har erfaring fra hospitalerne i Køge, Roskilde og på Rigshospitalet som medicinstuderende, som har givet mig et nært blik for sundhed i praksis for patienter, pårørende og personale. Jeg har en baggrund i både IT og finans – og har for nyligt arbejdet for Synadia, en californisk startup på forkant med edge AI. 

Jeg stiller op, fordi jeg ønsker forandring og vil bidrage til:

  • Flere tværpolitiske løsninger og mindre ideologi 

  • Et Lejre for alle borgere – hvor alle føler sig hørt, inddraget og informeret

  • Økonomisk ansvarlighed med fokus på livskvalitet

CITAT FRA DESI:

“ Jeg omsætter global erfaring til lokale løsninger – med fokus på sund økonomi, bæredygtighed, fællesskab. Respekt for Lejres borger, erhverv og natur! ”