Hvad kæmper Mette for?

Børnene i Lejre Kommune, skal have den bedste start på livet.

Jeg vil sætte barnet i centrum og bygge trivsels-bro på tværs af familieliv og pasningstilbud – fordi børns trivsel kræver et 360 g. fokus, hvor genkendelighed skaber tryghed og tryghed skaber trivsel.

Vi skal give børnene et bæredygtigt selvværdsfundament, hvor de lærer at sætte ord på følelser og får redskaber til at navigere i konflikter og svære situationer. Det kræver en fælles retning og indsats i dagtilbud, skoler og fritidstilbud, samt at styrke forældrenes egen tro på og oplevelse af, at gøre det godt. Det kræver en ny indsats, som fokuserer mere på funktion og dét der virker, end forkromede teorier som er svære at omsætte til handling i en travl hverdag.

Børns trivsel kræver et helhedsblik, og derfor skal vi bygge bro mellem følgende 3 perspektiver:

1) Barnet:

Jeg brænder for, at ALLE børn får et bæredygtigt selvværdsfundament, hvor de øver sig i at identificere, acceptere og regulere følelser – både i sig selv og i fællesskab med andre.

Børnene er fremtiden og derfor skal vi investere i deres trivsel – nu!
Konkret forslag: To-lærer-ordning i indskoling og mellemtrin.

2) Forældre:

Jeg vil arbejde for, at ALLE forældre får mulighed for at gøre dét, der virker, når de føler sig pressede, usikre eller i tvivl – og dermed opleve, at de gør det godt som forældre.
Forældre vil deres børn det bedste og derfor skal vi styrke familielivet – nu!

Konkret forslag: Gratis omsorgs-tilbud for nybagte mødre og fædre.

3) Omsorgsprofessionelle:

Jeg vil bidrage til, at ALLE omsorgsprofessionelle får en simpel tilgang, som bygger bro mellem teori og praksis – så de kan læne sig ind i, at dét de gør i hverdagen, faktisk gør en forskel.
Omsorgsprofessionelle brænder for deres fag og derfor skal vi støtte deres arbejde – nu!

Jeg tror på, at vi skal skabe sammenhæng i sociale indsatser, så børn, forældre og professionelle møder genkendelighed på tværs af hjem og pasningstilbud – det giver tryghed og tryghed skaber trivsel.

Konkret forslag: Tryghedsskabende brobygning ml. BH og skole

Hvem er Mette?

Jeg er tilflytter, bor i Kirke Såby sammen med min mand og vores 2 piger, og er aktiv frivillig borger i Lejre kommune. Som Jumping Fitness-instruktør ser jeg, hvordan energi og fællesskab kan forandre hverdagen, og som eventkoordinator for Klovneløbet i Kirke Såby, mærker jeg, hvor stærkt et lokalsamfund kan stå sammen, når vi løfter i flok for en god sag.

Jeg drives af at skabe rammer, hvor mennesker kan trives og vokse, udvikle sig og lære. Min passion er forankret i pædagogikken og omsat gennem innovation af måden vi imødekommer børnene på, fra de er helt små.

Jeg har bred pædagogisk erfaring og fra tiden på Søholm og Himmelev, lærte jeg, hvor meget det betyder at se det enkelte menneske, og hvor vigtigt det er, at vores systemer ikke drukner i regler og papirarbejde, men giver plads til nærvær med mennesket i nuet.

Som iværksætter og udvikler af Face-Navi, har jeg oplevet, hvordan nye idéer kan blive konkrete løsninger, når man tør tage ansvar og handle. Jeg har også erfaret behovet for, at der fokuseres mere på praksisnære løsninger på børneområdet end på tiltag som besværliggør udførelsen af kerneopgaven i pædagogisk arbejde, som bør være; at tilbyde de bedst mulige rammer for børns trivsel, udvikling, læring og dannelse gennem trygge og anerkendende pædagogiske læringsmiljøer.

Min rejse handler om at omsætte teori til handling – om at fokusere på praktisk og jordnær erfaring fra det virkelige liv for både børn, forældre og omsorgsprofessionelle.

Jeg bringer 3 ting ind i politik i Lejre:

1.       Iværksætterkraft – jeg skaber løsninger, hvor andre ser problemer.

2.       Pædagogisk indsigt – jeg forstår, hvad det kræver at bygge stærke rammer for børn, unge og udsatte.

3.       Fællesskabsenergi – jeg kan samle mennesker om en sag og få ting til at ske.

Det, der adskiller mig, er min kombination af pædagogisk erfaring, skaberkraft og evnen til at omsætte idéer til handling. Jeg er optaget af konkrete resultater: bedre vilkår for børn og unge, stærkere lokale fællesskaber og et Lejre, hvor vi tør tænke nyt.

Jeg er optaget af handling frem for fine ord – og jeg tror på, at forandring skabes i fællesskab.

CITAT FRA METTE:

“ Når vi støtter børn i at sætte ord på deres følelser, giver vi dem redskaber til livet.”